Modebranchen har altid draget Julie og siden 2010, efter endt gymnasietid, har hun betrådt de fleste stier indenfor lige netop det felt; både som model foran kameraet, som selvstændig stylist bag det og derudover som moderedaktør på diverse redaktioner hos Aller Media. Sideløbende har Julie taget en uddannelse i Trend Forecasting fra KEA, blogget på egen platform i en årrække og derudover læst Dansk på KU og haft sit eget online magasin, Normag.dk.
Efter mange år med et arbejdsliv i højt tempo og et kort ophold i Paris i forbindelse med modelkarrieren, blev Julie i begyndelsen af 2018 mor til sin første søn og siden da, har det været livet som mor, karrieren på Instagram og jobbet som selvstændig forretningsdrivende, der har været omdrejningspunkt. Da hendes første søn var et år gammel, slog Julie nemlig dørene op til sin egen vintage forretning, Collect23.com
En ny tidsånd og et mere nuanceret værdisæt med cirkulært forbrug i højsædet, banede vejen for skabelsen af Collect23 og shoppen, der i dag har showroom i København, har udover at være omtalt i medier som Vogue og ELLE, også været en aktiv del af den Københavnske modeuge. Ønsket var, at gøre det at shoppe kurateret vintage, mere tilgængeligt for alle og i år har hun udvidet med en home afdeling, da interiør og livsstil også er noget Julies hjerte banker for.
Særligt efter hun i 2021 blev mor for anden gang og oplevede hvordan det at omgive sig med særlige farver og formsprog gjorde en stor forskel for energien i hjemmet. På samme måde er også interessen for hudpleje, en holistisk livsstil og beauty vokset over de seneste år og det er nu ikke længere kun moderelateret indhold Julie deler. Hun har således også medvirket i podcasts som To The Moon Honey hvor hun deler sine tanker om livet som mor og i FRÅS, en forbrugerpodcast hvor hun rådgiver om cirkulært og ansvarligt forbrug.
Derfor er det i dag også en nuanceret helhedsoplevelse du møder på Julies farverige profil, hvor du som følger får stylingtips i hendes GRWM reels fra det farverige soveværelse, kommer med ud at vinterbade, får et indblik i livet som mor til to små drenge og samtidig kan du lade dig inspirere og opsnappe tips, når Julie deler små DIY hacks, viser looks fra garderoben og deler ud af hjemmet på Østerbro på en æstetisk måde, der dog aldrig er redigeret da det er noget Julie vægter højt. Af brands Julie har samarbejdet med kan blandt andre nævnes Marimekko, GUBI, Zalando i forbindelse med deres Remade koncept, Last Object, Koraru og Purely Professionals.