Author: admin

Cathrine de Lichtenberg

Hvem er
Cathrine de Lichtenberg

Cathrine har en stærk æstetisk sans, hvilket hun omsætter til farverige og sanselige fortolkninger på sin Instagram profil @cathdelichtenberg. Dette kommer især til udtryk i hendes bolig, en gammel villalejlighed på Frederiksberg, som hun igennem de sidste par år har totalrenoveret med sin mand. 

Cathrine har en kandidat fra CBS inden for kommunikation og forretningsstrategi og har flere års erfaring med at arbejde med strategisk kommunikation og forretningsudvikling. De første år af sin karriere arbejdede hun med internationale brands som ansat og konsulent i både København og London. Hun skiftede senere til en større dansk virksomhed og arbejdede udstationeret i Angola og Sydafrika i en årrække. I dag arbejder Cathrine som influencer og  indretningskonsulent, samt er partner og designansvarlig hos MarmoMarmo.

Cathrine har qua sin baggrund en stærk brand- og konceptforståelse, som hun formår at integrere i sine billeder på en personlig og troværdig måde. Hun formår at mikse farver, materialer, nyt og brugt i bedste eklektiske stil, imens hun leger med lys, kontraster og materialer for bedst muligt at gøre produkterne levende.

Cathrine kastede sig ud i et brancheskift i 2019 og har i dag bygget sin Instagram profil op fra få hundrede følgere til +73.000. Dernæst er hendes hjem blevet trykt i 17 store magasiner og 10 forskellige lande, heriblandt på forsiden af bl.a  AD Mexico og Elle Decoration SE.

Ydermere driver hun sammen med to partnere virksomheden MarmoMarmo, der designer speciallavet marmor produkter.

Continue reading

Karo Dall

Hvem er
Karoline Dall

Karoline Dall gik selvstændig som influencer i sommeren 2017 og har lige siden delt ud af farverige outfits, hvilket er blevet hendes kendetegn. Karo har et ønske om at hjælpe hendes følgere til at blive mere komfortable i deres stil og vide, at alt er tilladt. Det gør hun bl.a. via hendes STYLING VISITS, hvor hun tager hjem til hendes følgere og hjælper dem i deres eksisterende garderober med nye øjne og idéer. På den måde sætter hun sig i øjenhøjde med hendes følgere, hvilket er noget hun prioriterer og vægter højt. 

Karoline elsker at kunne være med til at inspirere, samt skabe en positiv og autentisk vibe på hendes kanaler. Ved siden af hendes store interesse for mode, har hun gennem de seneste år åbnet mere og mere op for livstil, interior, beauty og rejser, hvilket bl.a. har medført at Karo i år er ansigt for L’Òreal Paris i Danmark! Det er også blevet til en håndfuld smukke designsamarbejder hvor Karoline har designet kollektioner sammen med danske brand som blandt andet 2nd One, Meotine, CRAS og Moves. 

Karoline har en bachelor i kommunikation og sundhedsfremme fra Roskilde Univsersitet. Hun har også tidligere været modeassistent på COSTUME, hvilket har givet hende et indgående kendskab til branchen og alverdens oplevelser til modeuger rundt i hele Skandinavien. Efter halvandet år på Benjamin Media, besluttede hun dog at gå selvstændig, under eget navn og brand. Hun har siden hen arbejdet med brands som Zalando, Fritz Hansen, L’Òreal Paris, H&M, Who What Wear, Diane von Furstenberg, Pandora, Mercedes, B&O, Samsung, Gina Tricot mm. 

Personligt er Karoline Dall bosat på Islands Brygge sammen med kæresten Ask, bonusdatteren Silja og hunden Werner. Det er muligt at booke Karoline til opgaver udsprunget af instagram, samt styling opgaver, events, designsamarbejder mm. 

Continue reading

Mathilde Augusta

Hvem er
Mathilde Augusta

Mathilde Augusta har en unik æstetisk sans og er især kendt for hendes sansende, positive og kreative tilgang til livet. Skødesløst inddrager hun hendes følgere i sit hverdagsliv og magiske momenter – gennem daglige sansende, henkastede, kunstneriske og æstetisk smukke stories og post. Det gør hun på en nærværende og intens facon, der medvirker til, at hendes følgere føler sig draget, set og hørt gennem profilen @mathildeaugustadam

Mathilde Augusta er et kendt ansigt i den danske modebranche. tidligere har hun bl.a. siddet med Public Relations for danske modebrands. Mathilde har, med sin professions bachelor i Kommunikation fra Medie og Journalisthøjskolen mange års erfaring med stratetisk kommunikation, hvilket kommer til udtryk i den gennemgående røde tråd, som er troværdig, personlig, gennemsigtig og målgruppeorienteret – i øjnehøjde.  

Mathilde Augusta er opvokset og bosat i København, hvor hun har en smuk andelslejlighed på Østerbro, hvilken hun selv sætter i stand og udsmykker med varme lyse nuancer. Mathilde omgiver sig med lyrik og kunst og har passion og sans for farver. Hun elsker at mikse nye designs med unikke og historiske vintagefund. På den måde har Mathilde sin helt personlige udtryksform.

Når hun ikke er i København, så tilbringer hun og Toy Puddelen Roberta meget tid i sommerhuset nord for København. Mathilde værner om naturen og går op i økologi og bæredygtighed. Hendes følgere er ikke i tvivl om, at det er kvalitet som Mathilde vægter højt og sjældent går på kompromis med. Det kommer bl.a. til udtryk i hendes tøjvalg, bolig indretning, kunst og madlavning.

Det er vigtigt for Mathilde Augusta at vise, at livet ikke kun er et glansbillede. Hun er ikke bange for at dele også sårbare sider af livet. Hun formår altid at vende livets modgang til noget konstruktivt. Hendes åbne og positive tilgang til livet inspirerer hendes følgere og hendes troværdige, varme, nærværende og åbne facon skaber grundlag for meget engagement og interaktion. Mathilde har fokus på nuet og hun inspirerer hendes følgere til selv samme.

Mathilde er gået selvstændig i August 2021. Hendes kanal har det seneste år vokset eksponentielt og hun omfavner nu +46.000.

Mathilde har en bred livsstils-platform, som er velegnet til samarbejder vedrørende Mode, Interiør, velvære, slow living, bæredygtighed, sundhed, madlavning, bagværk, kultur, rejser og hundeliv mv.

Continue reading

Charlotte Caroline Jensen

Hvem er
Charlotte Caroline Jensen

Charlotte Caroline bor i København, men kommer fra det nordjyske, og med hendes jyske humor og en god portion selvironi rummer hendes medier alt fra morgenhår til seriøse emner om break-ups, selvkærlighed og hvordan man skaber det liv, man drømmer om. Hun er ikke bange for at dele ud af svære emner, hvilket bringer hende tættere med sine trofaste følgere. 

CC er særligt interesseret i selvudvikling og deler både sin rejse med sine følgere på instagram, men også i hendes succesfulde podcast “Tune in” sammen med influencer kollegaen Frederikke Therese. Hun gæsteoptræder også ofte i andre podcast som f.eks. GirlTalk, Busigirldk, influencer Radio, Ansigt til Ansigt, Sandra’s Space mfl.

Charlotte Caroline værdsætter længerevarende samarbejder, hvor det er muligt at arbejde i dybden med det enkelte brand. Hun har i 3 år været den danske IT-girl for Maybelline New York og har været ambassadør for flere brands som Aqua D’or, Gina Tricot og Vero Moda.

Via sine stylings videoer og “try on” på instagram stories og IGTV inspirerer hun dagligt sine følgere med mode, hvilket skaber stor interaktion og interesse på hendes platforme (instagram, blog og youtube).

CC elsker indretning og deler derfor både ud af sin egen bolig samt fra steder hun gæster, hvor hun finder inspiration.  

Siden hun færdiggjorde gymnasiet i 2012 har hun opstartet eget event-bureau, rejst til Kina og designet tasker, drevet egen konsulent virksomhed for i dag at have opbygget sit personlige brand online og arbejde fuldtid som influencer. Grundet sin åbne og professionelle tilgang til dét at være selvstændig, har hun tidligere holdt foredrag i både Aarhus, København og Aalborg med fokus på iværksætteri og personlig branding online.

Charlotte Carolines livsstilsprofil skaber rammerne for et ærligt, selvkærligt og powerfuldt univers, hvor der ligges kreativt og hårdt arbejde i alle, nøje udvalgte, samarbejder. 

Continue reading

Carla Mickelborg

Hvem er
Carla Mickelborg

Du kender muligvis Carla Mickleborg som skuespiller i ”Far til fire”, hvor hun var medvirkende i 6 spillefilm i perioden 2006-2012. Efter at Carla havde opnået hendes barnedrøm som skuespiller fandt hun ud af, at kreativiteten kan komme til udtryk i mange andre former end blot på skærmen. Hun valgte derfor at starte på Danmarks Medie og Journalisthøjskole, hvor hun læste TV produktion med ambitionerne om at kunne formidle sine egne budskaber. 

Det var under et udvekslingsophold i L.A., at Carlas karriere, som influencer opstod. Lige siden, har Carlas omdrejningspunkt på Instagram, været at inspirere andre til at gøre de ting, som skaber glæde og velvære for dem, samt at hjælpe med at visualisere drømme og ønsker for fremtiden. Hertil etablerede Carla firmaet goalsetter.com tilbage i 2017. Her sælger de moodboard kalendere, som skal medvirke til at visualiserer dine personlige målsætninger og værdier. Hun arrangerer også retreats samt coaching sessions under samme brand. Carla blev i 2020 selv uddannet GOALS-coach, og i 2022 afslutter hun et uddannelsesforløb som metakognitiv terapeut.

I 2019 udgav Carla hendes først bog; ”Jeg elsker mig selv”, som er en kombination af en selvhjælpsbog og en selvbiografi. Denne blev fulgt op i 2021, med bogen ”Hvad er det, du ved?”, der udspringer af hendes forhold til hendes mor. Ydermere har Carla været producent og vært på flere podcasts, blandt andet; Brunch med Carla, Skal vi være kærester, Kærlighedens mysterier, Mere Mullen og Som mor siger. Hun optræder også ofte i underholdningsprogrammer på TV og gæster radio, fjernsyn og podcast programmer som gæst og debattør. Det er også muligt at booke Carla til diverse foredrag og undervisning i blandt andet brugen af sociale medier.

Carla’s nye projekt er universet mondaybliss.dk, hvor hun udvikler og sælger selvudviklingskurser, livestreams, madplaner og lydmeditationer. Der er også en webshop med produkter i eget brand, samt udvalgte produkter som Carla anbefaler og holder af at bruge. Hendes følgere bliver hver mandag inviteret indenfor i Monday Bliss universet – også kendt på Carla’s kanaler som ”MON-DAY”. 

Carla arbejder tæt sammen med danske såvel som interntionale kunder, oftest indenfor livsstilssegmentet. Af tidligere samarbejder kan f.eks. nævnes Puma, Boozt og Estee Lauder. Hun elsker at udtrykke sig kreativt igennem kampagner med hendes kunder og er især stærk på emner som mad og opskrifter, mode, rejser, sundhed både i mental- og fysisk form, beauty og indretning.

Continue reading

Tobias Hamann

Hvem er
Tobias Hamann

Tobias er bedst kendt som vinder af Bagedysten tilbage i 2014, hvor han efterfølgende fik sit eget rejseprogram på DR1. Han har bagt kager og lavet mad til alverdens familier over hele kloden. Tobias har også vundet Julebagedysten, Danmarksmesterskabet i chokoladeskulpturer samt militærprogrammet Stjerner i Trøjen. Hans univers på sociale medier er æstetisk, humoristisk og originalt.

I november 2019 åbnede Tobias Hamann sin webshop på tobiashamann.dk hvor han sælger forskellige kvalitetskøkkenmaskiner, som han også flittigt tester og viser frem på egne kanaler. Sidst men ikke mindst er Tobias forfatter til tre bøger udgivet på Gyldendal. Han har holdt over 100 foredrag om rejser, kager og nysgerrighed og er altid garant for en interessant og humoristisk peptalk. Det er derfor også muligt at booke Tobias som konferencier og til værtsroller.

Hans platforme repræsenterer en stor gruppe kvindelige følgere, som engagerer sig i både hans stories og opslag. Tobias lægger vægt på værdifuldt indhold, man rent faktisk kan bruge til noget.

Udover at være bageentusiast og TV-personlighed er han uddannet hypnotisør i Los Angeles og har afholdt mere end 50 hypnoseshows i Danmark. 

På den private front er Tobias netop flyttet til København fra Aarhus. Han elsker at dyrke motion og presse sig selv, elsker at rejse og har besøgt 77 lande (!) og blandt andet cyklet alene fra Danmark til Tyrkiet. 

Tobias’ profil er særdeles velegnet til brandsamarbejder, der har fokus på fødevarer, livsstil, træning, rejser, elektronik og mode. Blandt hans samarbejder tæller brands som: CPH Airport, Tivoli, Zetland, Telia, WOLT, Jyske Bank, Samsung, Merrild, Bridgestone, SimCorp, Mariott Hotels, Kilroy Travel, Innocent mm.

Continue reading

Michelle Kristensen

Hvem er
Michelle Kristensen

Michelle har en mission: at vise danskerne, at den sunde livsstil kan være simpel, sjov og smagfuld. Hun inspirerer dem til en hverdag, hvor der er en fin balance mellem indtagelsen af kage og kål.

De sidste ni år har Michelle haft over 75.000 mennesker på sine MK camps, skrevet ni bøger og 12 e-bøger samt udgivet 14 MK online magasiner.

Michelle er nordjyde, bosat i København og har en bachelor i Idræt og har taget fag på kandidatuddannelsen på Human Ernæring. I 2010 gik hun selvstændig. Michelle har arbejdet som personlig træner, har skrevet fast for IFORM-bladet i fem år og for Alt for damerne i et år, samt været ’bedst i test’ dommer indenfor træningsområdet for Politiken.

Siden juni 2013 har Michelle været Go´ Morgen DK’s faste sundhedsekspert, og er på skærmen hver anden tirsdag, hvor hun giver sunde hverdagstips, laver sund mad og afliver myter. Ligeledes har hun været sundhedsekspert på DR1 programmet Fede Forhold, sæson 2.

I slutningen af 2017 valgte Michelle at gøre sin virksomhed 80% digital, hvilket medførte, at hun kunne nedskalere sit team fra 21 til fem medarbejdere. I dag er Michelles app ’MK Universet’ en af Danmarks mest downloadede apps med over 120.000 brugere. De sidste ikke-digitale 20% bruger hun blandt andet på at holde foredrag for B2B samt B2C. Michelle har holdt over 200 foredrag for alt fra 25-1000 mennesker.

Michelle er meget imod kalorietælling, fanatiske slankekure og løftede pegefingre. Michelle bruger meget af sin tid på at udvikle sundere opskrifter, som smager så fuglene synger. Denne evne bruger hun ligeledes, når hun som konsulent er ude og hjælpe fødevarevirksomheder med at gøre deres produkter sundere.

Hun har løbet fem maratons, cyklet til Paris, gennemført en kvart Ironman, er gammel håndbold- og fodboldspiller, har crawlet Limfjorden og Aars svømmehal tynd og har et stort hjerte for naturen. I dag dyrker hun mest løb, styrketræning, yoga, svømning og vandring.

Continue reading

Mette Marie Lei Lange

Hvem er
Mette Marie Lei Lange

Mette Marie var en af de første i Danmark til at skabe en succesfuld forretning på at være sig selv på internettet, og det har hun været siden – til sine følgeres begejstring. Mette Marie deler dagligt ud af sin hverdag i en humoristisk tone fra blandt andet hjemmet i Køge, som inkluderer hendes mand, skuespilleren Jon Lange, gravhunden Uma og ikke mindst parrets tvillinger, som dog ikke indgår i indholdet, da Mette Marie har valgt ikke at vise dem på nettet.
 
Mette Marie er kandidat i kommunikation og psykologi, har en fortid som digitalredaktør på Modemagasinet ELLE og (hvis hun selv skal bestemme) en fremtid som deltidsforfatter, da hun for tiden skriver på sin første bog, en kriminalroman.

Hos Mette Marie er indholdet troværdigt, uhøjtideligt og gerne tilsat et skvæt af både hjerne og hjerte. Mette Marie er en ivrig underholder, og hun holder sig heller ikke tilbage for at bruge sin platform til at hjælpe. Hun har siden 2017 været ambassadør for PlanBørnefonden, ligesom at hun for nogle år siden optog spalteplads i alle aviser ved at have succes med at få over 10.000 til at melde sig som blod- og stamcelledonorer efter en indsats på sine Instagram Stories.

Mette Marie er hyppig gæst på andre medier end sit eget. I 2021 deltager hun i Fangerne På Fortet og et andet (endnu ikke offentliggjort) TV-program. Hun har desuden medvirket som skuespiller i TV-serien ’STIKKER’ på DRUltra, ligesom at hun er hyppig gæst i Go’Morgen og Go’Aften Danmark og diverse blade og magasiner. Det seneste år har Mette Marie særligt gjort sig offentligt bemærket ved at lade sin naturlige, grå hårfarve vokse ud til inspiration for mange andre kvinder, som har valgt at følge hendes eksempel, hvilket pressen har noteret sig og omtalt i blandt andet Femina, Jyllands-Posten (forsiden), Kristligt Dagblad og Samvirke.

Continue reading

  • 1
  • 2